Afviklingen af faste anlæg

Main Index | Jernbane Index | Færge Index | Index | Webmaster

Efter at overfarten var nedlagt begyndte afviklingen af de faste anlæg i Halsskov og Knudshoved. I Halsskov blev det gamle betalingsanlæg og en gammel motorvejsbro hurtigt nedrevet af hensyn til anlægget at en lokal vej. Desuden kom anlæg af veje omkring den nye rasteplads i Knudshoved også hurtigt i gang.

I løbet af efteråret blev der lagt en ny vandledning gennem arealet på Knudshoved til DSB Kursuscenter og sidst på året, 1998, begyndte et produktfirma fra Bjerringbro at nedbryde færgeklapper, ramper, ledeværker og lignende. Desuden blev billetbygningen med tilhørende betalingsanlæg sammen med brovagtens hus revet ned. Ligeledes forsvandt diverse træbygninger.

Herefter var der en lang pause indtil at den gamle motorvejsbro umiddelbart før betalingsanlægget blev revet ned sammen med betonramperne til det øverste bildæk på todækker- og tredækkerfærgerne. Disse arbejder er udført i det sene efterår i 1999 og frem til begyndelsen af 2000.

Det er kommunens og Danmarks Naturfredningsforenings ønske at arealerne bliver givet tilbage til naturen, men det kan parterne ikke rigtigt blive enige om.

I Halsskov er det nu kun færgeleje 2 som er intakt, hvor der på arealet er anlagt en rasteplads. Ved oplæggermolen er nu to af Vognmandrutens færger oplagt; Difko Nyborg og Difko Fyn, medens Difko Korsør er oplagt i Korsør havn.

En specialitet var også kaninerne i Knudshoved færgehavn, som kommer af at en familie mens de ventede på færgen, mistede den en kanin. Dette fandt efter sigende en bromand hurtigt ud af og han fandt ud af hvad kaninens køn var og han fik fat i en kanin af det modsatte køn. Han mente at kaninen trængte til selskab. Siden har de så parret sig vildt som kaniner gør. Flere gange har personalet fra først og fremmest billetsalget drevet jagt på dem for at holde bestanden nede. Det siges at kaniner kan nedbryde jordvolde og diger, hvorfor ledelsen i Knudshoved mente at de kunne ødelægge sandvoldene til Vestbroen, samt jordvoldene til ramperne til de øverste bildæk på færgerne. Da færgerne sejlede har der også været mennesker som har fodret kaninerne, men nu er de overladt til sig selv, hvilket på sigt kan udtynde bestanden.