Allerede i 1930´erne blev der eksperimenteret med unterfloormotorer til busser. I Tyskland var det firmaet Büssing som stod for dette forsøg, som var verdens første firma der byggede unterfloorbusser. I 1936 blev der bygget to unterfloorbusser til sporvejene i Hannover, hvor den ene var 2-akslet og den anden var 3-akslet. Motoren som var opretstående var placeret under chaufførens plads.
Begge busser blev beskadiget under den Anden Verdenskrig i forbindelse med et bombardement, hvor den 2-akslet bus blev totalskadet og den anden blev lettere beskadiget. Sidstnævnte blev efter krigen forsynet med et ny karrosseri fra Emmelmann og ombygget til skinnebus. Den kørte som skinnebus hos Württembergische Eisenbahn Gesellschaft (WEG) hvor den kørte fra 1953 til 1970 hvor den hed T 35. Derefter blev køretøjet desværre ophugget. Motoren havde da også kørt i 34 år.
Vi skal først have Anden Verdenskrig overstået førend at busser med unterfloormotor for alvor går i produktion. Motoren er nu placeret mellem for- og bagakslerne og er sideliggende af hensyn til gulvhøjden. Andre lande udover Tyskland kommer nu også med. I England var der både Leyland, Guy og AEC som lavede unterfloorbusser. I USA satsedes der på hækmotoren.
Efter Anden Verdenskrig (1939 –
1945) kom unterfloormotoren også til Skandinavien, hvor Volvo overtog Leylands produkt.
Det andet svenske firma Scania-Vabis gik ind for hækmotoren og gik dermed den amerikanske
vej.
I 1951 fik de danske selskaber DSB
(Rutebiltjenesten) og KS (Københavns Sporveje), samt det tyske selskab BVG (Berliner
Verkehrs Betriebe) deres første busser med unterfloormotor. At de to danske selskaber ad
omveje siden er blevet et selskab, nemlig Arriva, er en anden historie, som jeg ikke skal
komme nærmere ind på her.
Til driftslederen i Vejle fik DSB
leveret 2 stk. Büssing type 5000 TU som hver havde en motor på 135 HK ved 2000 omdr./m.,
Büssing type U9, og med karrosseri fra DAB i Silkeborg. DSB tildelte dem numrene 348
(reg. 1. gang den 23. okt. 1951 med reg. nr. Y 16 505) og 349 (reg. 1. gang den 30. okt.
1951 med reg. Nr. Y 16 506)! Til samme område blev der i foråret 1953 leveret yderligere
3. stk. Büssing, men denne gang type 6000 TU som hver havde en motor på 150 HK ved 2000
omdr./m., Büssing type U10. Disse busser der fik nr. 406 – 408 var også bygget hos
DAB i Silkeborg.
I Berlin fik BVG sine første 11
busser med unterfloormotor, en dobbeltdækker som motormæssigt set var identisk med de
tre busser nr. 406 – 408 som DSB fik i 1953. Den berlinske bus fik typebetegnelsen
D2U 51 og nr. 500 (fra 1952 nr. 700), Bussen var bygget med et selvbærende karrosseri.
Desuden var der også de 10 stk. endækkerbusser type E2U med numrene 440 - 449 som havde
samme type chassiser og motorer som de to busser nr. 348 – 349 som DSB fik i 1951. De
39 stk. 3-akslet dobbeltdækkerbusser type D3U 52 med nr. 900 – 938 (fra april 1954
nr. 660 – 698) blev de eneste dobbeltdækkere som var bygget på chassiser, nemlig
Büssing type 12000 TU, som hver havde en motor på 180 HK ved 1600 omdr./m. Büssing type
U13.
I København dukkede den første bus
med unterfloormotor op og det var en Leyland som allerede kom i 1950, som var KS nr. 12
(senere nr. 612). I 1951 fik KS 12 stk. AEC Regal med unterfloormotor, som var
nr. 343 – 344 (enmandsbetjente busser) og nr. 613 – 622 (tomandsbetjente
busser). Alle 13 busser havde karrosserier fra DAB
i Silkeborg. I de næste par år kom der også 18 stk. Büssing type 5000 TU,
chassismæssigt og teknisk set var tilsvarende BVG nr. 440 – 449 og DSB nr. 348
– 349, som hos KS fik nr. 631 – 641 og 701 – 706. Desuden fik KS nr. 707
– 710 som var Büssing type 6000 TU som chassismæssigt og teknisk set var identiske
med BVG nr. 500 (nr. 700) og DSB nr. 406 – 408.
Til DSB blev der i disse år også
leveret nogle Guy LHUF, som var venstrestyret busser med unterfloormotor. Denne type kom
kun i et par år da de efterhånden blev fortrængt af Leyland type LOPSUC også kendt som
Tiger Cub som blev leveret mellem 1954 og 1960. Fra 1954 blev Leyland WM den foretrukne
type hos KS (nr. 721 – 775 & 801 – 959) frem til 1964 hvor de berømte
Leyland Serie I (KS nr. 960 – 999, 1 – 210 & 212 – 260) og II (nr. 211
& 261 – 510) dukkede op i det Københavnske gadebillede. Hos DSB går man
efterhånden over til kun at anskaffe Volvo-busser i de første år frem til 1960
frontmotorbusser, men den første Volvo-bus med unterfloormotor dukker op i 1955, nemlig
nr. 550, som var en Volvo type B658, kunne også fås som B656 og B657. Disse afløstes af
B65504, B65506 og B65508 ved årsskiftet 1955/56. De første busser med unterfloormotor
fra Volvo fik karrosseri hos Nordisk Karrosserifabrik i Svendborg men efterhånden bliver
det Peter Petersens Karrosserifabrik i Aabenraa som får opgaven. Fabrikken i Aabenraa er
mere kendt under navnet Aabenraa Karrosserifabrik.
Odense Bytrafik (OB) som startede den
1. juli 1952 anskaffede som det første busselskab overhovedet de første Volvo-busser med
unterfloormotorer, nemlig Volvo type D96AL med 150 HK. Chassiserne var Volvo type B656 og
havde karrosseri fra Smith Mygind & Hüttemeier i Svendborg, den senere Nordisk
Karrosserifabrik. ÅS (Århus Sporveje) fik deres første busser med unterfloormotor som
var Volvo type B657 der også blev bygget i Svendborg. Typen kom også til AOS (Aalborg
Omnibus Selskab) hvor man fik de første i 1955 som også blev bygget i Svendborg, men ret
hurtigt gik man over til at få bygget sine Volvo-busser hos Herning-virksomheden J. Ørum
Petersens Karrosserifabrik indtil 1966. Derefter blev det Aabenraa Karrosserifabrik som
leverede busserne til AOS. ÅS fik deres sidste Volvo-busser i 1963, hvorefter man gik
over til Leyland.
I Berlin fik man dobbeltdækkerbusser
med unterfloormotorer frem til 1974, medens at man fik endækkerbusser med unterfloormotor
frem til 1964. Derefter fik man for begge bustypers vedkommende hækmotorbusser. De
berlinske busser med unterfloormotor fordeler sig i antal på følgende måde:
Type |
BVG nr. |
Antal |
Leveret |
Bemærkninger |
Büssing D2U |
699 – 999
|
930 stk. |
1951 – 1964 |
Nr. 700 opr. nr. 500 |
Büssing D3U
|
660 - 698
|
39 stk.
|
1952
|
Opr. nr. 900 - 938
|
Büssing DS 60
|
300
|
1 stk.
|
1958
|
|
Büssing DF
|
1630 – 1658
|
29 stk.
|
1963 - 1964 |
|
Büssing DE |
1659 - 1854
|
816 stk. |
1965 - 1974 |
|
Büssing E2U |
147 – 299
|
426 stk. |
1951 - 1964 |
|
Omkring 1960´erne og 1970´erne
kommer hækmotorbussen for alvor på markedet, hvor man i Tyskland får den firkantede
standardbus og i 1970 kommer den første hækmotorbus til KS, nemlig nr. 531, der er en
Volvo type B5959, der sammen med OB nr. 10 (Volvo B656) og DSB nr. 31 (Volvo B75508) har
chassis nr. 1. Indtil dannelsen af Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT) den 1. oktober
1974 får KS kun hækmotorbusser og BVG får sine første standardbusser i 1971, nemlig
Büssing type E2H. I 1974 dukker BVG nr. 2623 op som er en standarddobbeltdækkerbus type
SD med hækmotor. OB får busser med unterfloormotor indtil 1990 hvorefter man går over
til laventrebusser og lavgulvsbusser hvilket efterhånden har bredt sig til alle byer i
Danmark senest ÅS som har bestilt laventrebusser Scania type Omnilink. I Berlin har man
siden 1989 fået lavgulvsbusser både som type EN og DN. Derfor leveres busser med
unterfloormotorer efterhånden kun som landevejsbusser, men her er de også mere eller
mindre ”truet” af busser fra Scania, nemlig type Omniline, hvilket leverancen
på 47 stk. af typen alene til Arrivas kørsel for Fynbus i år er et eksempel på.
Desuden har Scania også en lavgulvsbus nemlig type Omnicity.
Den 25. september 2001